Forskning og følelser kan ikke altid adskilles

Af Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: Screenshot, femina.dk

Ahlam Chemlali er indskrevet som ph.d.-studerende ved Institut for Politik og Samfund og er tilknyttet Global Refugee Studies (GRS). Hun arbejder til daglig som forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, hvor hun arbejder med krydsfeltet mellem migration, køn og vold med et særligt fokus på Nordafrika ved Middelhavsregionen, der de sidste mange år er blevet transit region.

I anledning af, at hun for nylig modtog et EliteForsk-rejselegat og nu drager på gæsteforskerophold på University of California Los Angeles (UCLA), har femina.dk talt med hende.

I artiklen fortæller Ahlam Chemlali blandt andet om, hvordan hun har det, når hun med sit danske pas i hånden ubesværet kan rejse hjem igen efter endt feltarbejde:

- Det var hårdt at forlade kvinderne. Jeg havde fået en stærk relation til dem. Deres liv er meget prækære og uforudsigelige, så jeg ved ikke, om jeg kommer til at møde dem igen, når jeg først har sagt farvel til dem.

Ahlam Chemlali tog ud for at lave feltarbejde, men på mange måder tog feltarbejdet med hende hjem igen, siger hun til femina.dk. Hun husker, hvordan migrantkirkegårde voksede dernede. Hvordan det gav hende et kuldskær i kroppen, hvis en ny dødsmelding på en af kvinderne dukkede op, fordi hun eller hendes barn var skyllet i land.

- Det er hårdt at være vidne til, især når vi ved fra forskningen at grænsekontrol ikke stopper migrationen, men kun gør den farligere, længere og øger risikoen for at dø, fortæller Ahlam Chemlali blandt andet i artiklen på femina.dk