Han har stor ros til Poul Nyrup Rasmussen for hans medvirken i tv-serien.
Det har været en stor fornøjelse. Både fordi han var god til at fortælle og udfolde historien og ikke gjorde noget forsøg på at styre, hvad der skulle med. Og fordi han er et helt enestående venligt, generøst og imødekommende menneske, siger Poul Duedahl.
Han har sideløbende skrevet bogen Afvigernes Ø, som udkommer den 22. februar. Den er skrevet sammen med museumsinspektør Maria Clement Hagstrup og rummer et efterskrift skrevet af Poul Nyrup Rasmussen.
Flere udsendelser på vej om særforsorgen
Danmarks Radio følger historien op med flere udsendelser: Dels podcast-serien Et minusmenneske i seks dele, som fortæller om Livø-anstaltens historie, og som på samme måde får premiere den 3. januar. Og DR2 bringer en udsendelse om hovedanstalten, De Kellerske Anstalter i Brejning ved Lillebælt, hvor Poul Duedahl ligeledes medvirker.
For ham er det vigtigt, at samfundet lærer af historien om særforsorgen i Danmark i forrige århundrede.
- Et land skal måles på, hvordan det behandler sine afvigere, og hvordan det tager sig af de svage i samfundet. Anstalterne og særforsorgen hører derfor til kernen i velfærdsstatens historie. Men særlig interessant og tankevækkende er det, når en statsminister har en personlig aktie i både velfærdsstatens forsider og bagsider, siger Poul Duedahl.